let me die young

or let me live forever.

i don't know why, men ligenu føler jeg mig sku' gammel. I virkeligheden er jeg ganske ung.

Jeg føler mig gammel, når jeg en almindelig fredag aften prøver at hustle alle min venner og veninder til at tage med i byen. Langt de fleste vil meget gerne med, men der er allerede nogle der har ofret fredags byture til fordel for kæresten og sofaen. Burde jeg få en kæreste og være lidt mere af det jeg kalder for 'kæreste-kedelig'?

Jeg føler mig også gammel når jeg står midt på Mona's dansegulv og 'ryster røv' med Iben, i en alder af 19 sammen med en flok 15-16årige tøser. Shit tænker jeg.

Jeg føler mig gammel når jeg på næste fødselsdags invitation rent faktisk skal skrive 20år. 20 år. Det jo allerede den anden runde fødselsdag i mit liv.

Og nu hvor jeg tænker over det, føler jeg mig nok ekstra fordi .. Fordi jeg om 5 dage bliver student. Og så er jeg gammel lige indtil jeg ligger på en bænk og tænker at jorden drejer lige lovligt hurtigt rundt. Det også bare fordi, det er nu man skal videre i livet og jeg ved ikke om jeg er klar til det, jeg ved bare jeg er klar til ikke at være der hvor jeg er nu. Det også derfor jeg tager mig at fjumreår.

I virkeligheden er jeg jo ungdommen selv. De 'børn'(no offense) mig og iben skræmmer væk på dansegulvet er jo kun lige kommet i den alder, jeg er bare godt inde i det. Jeg er ung. Ikke gammel.

Ligenu frygter jeg bare at blive gammel. Og let me die young or let me live forever er en af mine favorit citater fra en alphaville sang (for de garvede har jeg byttet 'us' ud med 'me') , og om den vil jeg bygge mit liv. For jeg mener man godt kan være ung i en alder af 84, det er min farmor i hvert fald.