twnt smthng

Jeg vil lave en hyldest til mig selv. En af de mest fantastiske personer jeg kender.

På fredag er jeg i København. Ikke min hjemby, men af de fedeste byer i Europa synes jeg. Jeg er betaget af London og deres stil. Jeg er forundret og imponeret af Berlinernes evne til at holde dem for sig selv, og ikke være højtråbende på gader og stræder som vi herhjemme kan være. Jeg drømmer om Paris og den chic-hed. Jeg er forblændet af Cannes rigdom, og lack a modestness (is that a word?). Men jeg føler mig hjemme i København, eller KÅBÆHÅ som vi udtaler det på Lollandsk. Fantastisk klædte, mainly udafvendte og mere eller mindre positive mennesker.

Men tilbage til mig. Jeg fylder 20 år, 20 år på mandag. Den 1. februar 2010. Det betyder ganske korrekt at jeg er født i 1990. Det betyder også at jeg er vandmand. Ganske grundlæggende kan man sige om vandmanden: frihed er et uden tvivl et keyword, selvstændig tænken og visionær. Derudover kan vandmanden godt lide at skille sig ud. Derudover kan vandmanden ikke lide at blive sat i box. Vandmanden kan godt lide at være først, f.eks hvad angår trends og den slags.

Ja, dette bliver et langt indlæg.

Jeg elsker mig selv. Der lød jeg måske meget selvglad, det er jeg også. Det er der nok ikke nogle af mine venner der ikke kan nikke genkendende til. Jeg snakker (for det meste, dog) altid (pænt) om mig selv. Mine gode veninder og venner ved alligevel godt at det ikke er altid at selvtilliden er i top, men det gælder vel os alle. Jeg gør mange af de ting jeg gør, primært for at glæde mig. Dette lyder måske selvisk, men du skulle bare vide hvor meget glæder smitte af på andre. Sammenlign det med "I understand why you can't love me, 'cause I can't love me either". Altså er du ikke glad kan folk læse det, ligesom de kan læse det hvis du er glad. Derfor, hver i godt humør - det smitter SÅ meget.

I virkeligheden er jeg bare pisse bange for at blive voksen. Udover død, krig og ødelæggelse, sult og kedsomhed frygter jeg at blive voksen. Hurry, ja - 20år er ingen alder. Men for hver gang jeg siger noget voksent er jeg tættere på. Derfor trygler og be'r jeg dig om ikke at tage det for seriøst, grin mens du læser det. Grin bare af mig, jeg er alligevel til grin. Jeg er derfor fascineret af Peter Pan, historien om Peter Pan. Min yndlings disneyfilm, og nu min yndlings spillefilm. Every child has to grow up, except one: Cykelkim.

Jeg er frygtelig genert. Du kommer nok næppe til at se mig gå hen til random fyr i baren og spørge om han vil med hjem. Det kommer ikke til at ske. Altså jeg kan da godt indlede en samtale, men jeg er virkelig genert. I virkeligheden er jeg nok bange for at blive afvist. Men sådan er det, jeg klarer mig og øver mig på at blive bedre.

Mig og moden. Jeg bor på Lolland. Lolland er ikke verdens mest fashionable sted. Hvis man ser bort fra duller og boys i karl kani/royal bukser og hoodies findes der faktisk mennesker hernede som er utrolig velklædte. Men stadig. Vi tager ikke moden til nye levels så ofte. Men jeg betegner mig selv som havende god stil, jeg synes jeg klare det godt. Jeg er kritisk overfor moden og hvad der bliver vist på diverse runways, det er et råd jeg godt vil give videre. Jeg synes oftere og oftere at moden handler om at skille sig mere og mere ud, i stedet for at fokusere på at have en god ustrålig og en rød tråd i hvad man laver. Sommetider tænker jeg - du skal da også kunne stå inde for hvad de har på. Det er dit første håndsindtryk. (Blablabla, det det indre der tæller - flot, ik' en ski') Det du har på, former dig - mere end du tror. Hvis jeg ser en velklædt dreng eller pige, inspirerer de mig - ikke kun til at rip-off deres stil, men også til at oprette the goodlooking i mig. Jeg synes det er vigtigt at bruge de 5 min de tager ekstra på at se ordenlig ud. Du behøver dermed ikke dyrke moden i ugenkedelighed, men for guds skyld - tænkt over de udsendende, klip dit hår og ret dit tøj. Du tager ikke skade, og du bliver fandme glad for komplimenterne.

Nå, men min hyldest til mig selv ville kunne forsætte for evigt. Ingen andre har nogensinde skrevet mig en tale, og jeg er heller ikke god til taler. Derfor er det nemmere at skrive sig selv en. Det jeg egentlig vil sige er at, jeg er frygtelig bange for at blive taget seriøst.