fredag den 17. september 2010

confession: im scared of love and holdning hands.

Jeg ved bare det skræmmer mig, og jeg har måske en anelse om hvorfor. Jeg havde ikke den der folkeskole oplevelse med drenge og kærester. Jeg var ikke populær (desuden hysterisk, og generelt bare en sindsyg hidsigprop) dengang. Jeg tænker ikke tilbage på mine folkeskoleår som noget jeg savner. Jeg undrer mig til tider over udfaldet. Jeg mener, tilbage står jeg med den pige i verden jeg hadede mest da jeg var 8år og ikke forstod hvorfor alting var så unfair. Hun er af de bedste jeg nogensinde kommer til at få.

Det ikke pointen. Pointen er at jeg læste et gammel indlæg jeg havde skrevet, skrevet om hvor ondt det gjorde på mig at skulle binde mig til andre. Det er ca. et år siden nu. Det handlede meget præcist om hvor forelsket jeg var i en god dreng, som i virkeligheden var en idiot (det har jeg aldrig accepteret at han er). Men det handler også om at jeg ikke vil sættes i bås eller opgive noget til fordel for kærlighed eller til fordel for noget andet for den sags skyld.
Jeg startede indlægget med sætningen "uden at udnævne mig selv som kaptajnen på den synkende skude kan jeg godt afsløre at det går temmelig skidt pt." Og det gjorde det, jeg led af søvnløshed fordi jeg i virkeligheden var skide sur på mig selv. Og det har jeg været længe, og det her er meget ærligt. Jeg tror aldrig rigtig jeg forklaret nogle hvorfor jeg var så sur på mig selv. Tror måske min bedste ven ved det. Han så mig også få årets raserianfald midt på gaden.

Dengang var jeg mest sur fordi jeg ikke turde tage skid intitativ af frygt for at skulle blive fanget i noget jeg følte ville kvæle mig.

Egentlig er det ikke derfor jeg kom i tanke om det her. Jeg har mødt den her alletiders ok gut, som tog min hånd midt på gaden, i min egen by, på min egen gade og gik afsted med mig - han må dog have fornemmet min utilpashed - da han spurgte om det var ok - i vrede svarede jeg ja, øvede mig og gik 3 km på den måde. Det bare det virker unaturligt for mig, jeg bliver bange, utilpas og føler mig så lillepige agtig og jeg ville virkelig ønske jeg var bedre til det. Det er dét der gør mig sur. Det gør mig sur og irriteret at jeg nærmest fornægter at jeg på nogen måde kan li' nogle i tilfælde af at de rent faktisk skulle komme til at kende mig som jeg er, og at de rent faktisk for mig til at indse at jeg ikke er verdens bedste.

Jeg tror bare jeg har været alene, og været god til det, så længe nu at jeg er ualmindelig skræmt over at skulle give slip på noget som helst af mig selv. Noget som helst. Noget som fucking helst. Jeg er en enspænder som trænger til kærlighed.

Og det jeg egentlig bare ville sige er at jeg er skide stolt af mig selv for at gå 3km hånd i hånd med en skidesød en, for der har krafthelvede da været mange eksempler på at jeg har opgivet fuldstændigt for jeg bare var røvforvirret og lettere skræmt af det hele.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

jeg synes du har ret til at være skide stolt! om så det var 1 m eller 3km!!

Mads sagde ...

Jeg synes ikke, at du skal være ked af det over din folkeskoletid. Der er da absolut ingen, der ser tilbage på folkeskolen og mindes hvor fedt, det var. Ellers er vi to bare to enestående mennesker på den front. Jeg hader den tid, jeg havde i folkeskolen. Faktisk kan jeg ikke huske den, fordi jeg har fortrængt den.

Og hey, tillykke med gåturen. Det lyder godt og hyggeligt!