this was it.
Uden at sætte min verden overstyrs og udnævne mig selv til værende kaptajnen på den synkende skude kan jeg godt afsløre at det pt går temmelig skidt. Det går lidt i ring, og cirkler er ikke min form. Min form er heller ikke firkantet, for jeg er ikke typen man sætter i box. Jeg har haft så travlt med at gøre mig selv til "typen man/der ... " at jeg har opdaget en million nye dele af mig. Kløgtig som jeg er, tager jeg dem med videre for lige her og nu er der vidst ikke meget kan stille op med dem og det hele. (læs: jeg gør min bedste, og det er aldrig godt nok så jeg prøver igen)
Her er en god en "jeg er ikke typen der kan lide nogen, jeg elsker mig selv højere end mad - men han forandrer også det". Jeg har en pludselig trang til at sige ÅH HA og være kimiwichish. Men jeg frygter det krævre mere. Men vi starter et sted så: ÅH HA.
Tilbage til formerne - min form er en lang streg med buler. Så kan man gå uden om, henover eller igennem. Gu fanden har jeg tømmermænd, muligvis var jeg beruset - men af to ting. Sprut og love (udtales: låååvé) . Det virker som om mit frihedstrip har ledt mig ind i problemer jeg vidste ville opstå. Først en dum leg i mit hoved, forsættelse lyder en af dem du aldrig glemmer. Men jeg er ligeglad. Jeg har ikke lyst til at glemme. Glemme er for kedelig mennesker med en selvvalgt demens. Minder er for eventyrlystne mennesker med hjertet på rette sted.
Frihedstrip. Hvorfor er jeg så besat af at være alene, det virker lidt som om jeg slet ikke kan lide mennesker udover de venner af mine der kender mig bedre end jeg måske endda selv gør. De tæller ikke mange, men de 5 der gør klarer det flot, det må være som at holde kat. Et selvstændigt dyr der kommer hjem for at nyde frokosten i ny og næ. Men jeg vil hellere have verden i min hånd end med den umenneskeligt tunge nøgle til det kammer nogle lukker sig selv ned i lever i.
Uden at sætte min verden overstyrs og udnævne mig selv til værende kaptajnen på den synkende skude kan jeg godt afsløre at det pt går temmelig skidt. Det går lidt i ring, og cirkler er ikke min form. Min form er heller ikke firkantet, for jeg er ikke typen man sætter i box. Jeg har haft så travlt med at gøre mig selv til "typen man/der ... " at jeg har opdaget en million nye dele af mig. Kløgtig som jeg er, tager jeg dem med videre for lige her og nu er der vidst ikke meget kan stille op med dem og det hele. (læs: jeg gør min bedste, og det er aldrig godt nok så jeg prøver igen)
Her er en god en "jeg er ikke typen der kan lide nogen, jeg elsker mig selv højere end mad - men han forandrer også det". Jeg har en pludselig trang til at sige ÅH HA og være kimiwichish. Men jeg frygter det krævre mere. Men vi starter et sted så: ÅH HA.
Tilbage til formerne - min form er en lang streg med buler. Så kan man gå uden om, henover eller igennem. Gu fanden har jeg tømmermænd, muligvis var jeg beruset - men af to ting. Sprut og love (udtales: låååvé) . Det virker som om mit frihedstrip har ledt mig ind i problemer jeg vidste ville opstå. Først en dum leg i mit hoved, forsættelse lyder en af dem du aldrig glemmer. Men jeg er ligeglad. Jeg har ikke lyst til at glemme. Glemme er for kedelig mennesker med en selvvalgt demens. Minder er for eventyrlystne mennesker med hjertet på rette sted.
Frihedstrip. Hvorfor er jeg så besat af at være alene, det virker lidt som om jeg slet ikke kan lide mennesker udover de venner af mine der kender mig bedre end jeg måske endda selv gør. De tæller ikke mange, men de 5 der gør klarer det flot, det må være som at holde kat. Et selvstændigt dyr der kommer hjem for at nyde frokosten i ny og næ. Men jeg vil hellere have verden i min hånd end med den umenneskeligt tunge nøgle til det kammer nogle lukker sig selv ned i lever i.
Gud fri mig vel. Folk der giver mine ellers så kønne blå øjne en rødlig farve og fjerner min kreativitet kan noget. Især hvis det pludselig får den sang til at give mening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar